Ny spejder - hvilket udstyr er nødvendigt?
Det er ikke meget dit barn behøver for at starte op til spejder. Når først spejderen er indmeldt og har fået Glamsbjergspejdernes rød/hvide tørklæde er han/ hun i gang!
Vi hos Glamsbjergspejderne har den holdning at det ikke skal være dyrt at gå til spejder. Når først tørklædet og spejderbogen (som de også får ved indmeldelse) er i hus er der dog flere ting spejderen kan gå i gang med at spare op til eller ønske sig til fødselsdag og jul. Udstyr kan købes fra nyt i fx. Spejdersport, men led også gerne på nettet efter brugte ting. Det er god 'spejderånd' at vise hensyn til klimaet ved at genbruge. Det er også skægt at tænke på hvilke oplevelser den uniform har gået igennem og gætte på hvilke mærker den tidligere ejer har taget.
Til højre finder I 'Den store ønskeliste til spejderen' der kan bruges som inspiration til ønsker.
- Medbring kop - det er en rigtig god idé have sin egen kop med til spejdermøderne. Gerne én der kan hænge i bæltet, så man ikke skal bære på den, eller glemmer at få den med hjem. Vi får en gang imellem noget koldt eller varmt at drikke, og har også kopper i hytten, men vi vil gerne spare på opvasken i hytten. Det kan være en almindelig kop, men det kan også være en 'mug' som er en blanding mellem en kop, en skål og en tallerken. fx. https://www.spejdersport.dk/mugg-plastik-med-dds-logo-blaa
- Uniform - i hytten har vi en "brugt-bytte-biks" som juniorleder Hanne bestyrer. Her kan du købe en brugt uniform til 85 kr. Mange spejdere vil faktisk helst have en brugt uniform for den ser mere 'brugt' ud på den fede måde ;-). Ellers kan en ny købes hos Spejdersport.
- Spejderbælte - her kan du også spørge Hanne om der er nogle brugte på 'lager'.
- Kniv/ dolk - er ikke nødvendig at have, især ikke i begyndelsen. Vi har knive i hytten som spejderen kan låne. Kniven må først medbringes til spejder når knivbeviset er i hus. Knivbeviset plejer at være det første mærke minispejderen får.
- Spejderlommen - bør indeholde: spejderlommebog (som fås ved indmeldelse), papir og blyant. Kan udvides med plaster, sikkerhedsnål og lommetørklæde.
Der findes ikke dårligt vejr, kun...
Det er vigtigt at spejderen har tøj på/med efter vejret. Vi er ude det meste af tiden hele året, og det er nemmere at tage noget af man har på, end at tage noget på man ikke har med... så tjek vejrudsigten og giv regntøj med hvis det ser ud til regn.
Når vi er ved vores sheltere i Bukkerup skal spejderen have lange bukser på, da der er meget krat og brændenælder samt vandtæt fodtøj, da vi går i højt græs frem og tilbage.
Spejderen på tur
Når spejderen skal på sin første tur med overnatning er der for lidt flere ting. Igen søg om noget kan købes brugt, og spørg også gerne på vores egen Facebook gruppe om nogle ligger inde med noget de vil sælge. Nedenfor finder du en liste over de ting, der er brug for:
- Sovepose.
- Liggeunderlag – her anbefaler vi "æggebakkerne" som både kan bruges til at sove på, men også at tage med ud til bålet. Undgå selvoppustelige underlag til minierne, da de altid har problemer med at pakke dem sammen m.m.
- Vandrerygsæk - som spejderen selv skal kunne bære og have alle sine ting pakket i, uden at bære poser ved siden af.
- Spisegrej - tallerken (eller mug), bestik og kop. Pakket i en bestikpose (gerne bomuld) med snore så den kan hænge. Nogle gange laver vi bestikposer til spejder. Spørg evt. lederen om der er nogle på vej. Ellers kan denne anbefales https://www.spejdersport.dk/tallerkenpose-med-dds-logo. En god bestikpose gør det meget nemmere for alle på tur, både spejdere og ledere.
- Pandelampe eller lommelygte - vi anbefaler ikke huer med indbygget lygte. De kan oftest ikke indstilles i højden og spejderen kommer dermed, uagtet, til at gå og lyse andre i øjnene.
- Gode (vandre)støvler/ sko - som spejderen kan gå ture i. Meget gerne vandtætte. Desuden kan et par gummistøvler/ boots være gode når spejderen fx. skal op på toilettet om natten.
Pakke til tur
Når dit barn skal på spejdertur vil forælderen måske gerne være god ved spejderen og pakke dennes rygsæk. Det er en god gammeldags bjørnetjeneste. Spejderen skal selv være med til at pakke sin rygsæk, og helst selv 'have det i hænderne'. Det gør at spejderen selv ved hvor tingene ligger og hvordan det pakkes sammen igen. Den tid du bruger på at lære dit barn dette kan altså være godt givet ud når barnet er afsted på tur, og til de næste ture. Tænk på:
"Jeg ser det, jeg glemmer det - Jeg hører det, jeg glemmer det - Jeg GØR det, jeg husker det"
Lad spejderen pakke soveposen ud og ind. Husk at den skal bare proppes ind i posen, den har ikke godt af at være rullet sammen. Sørg også for at lufte den efter tur, og når den skal opbevares imellem turene har den bedst af at ligge 'frit' dvs. uden at være pakket i soveposeposen.
Ind imellem øver vi også 'kunsten' at pakke en rygsæk på et spejdermøde, eller snakker om hvad der er praktisk at have med.
Til hver tur sender vi en pakkeliste til den specifikke tur, da der kan være forskel på hvad der skal medbringes. Men til højre er et typisk eksempel på en pakkeliste.
ALTID NAVN PÅ !!
Det er MEGET vigtigt at der kommer navn på alle spejderens ejendele, og der menes alle ting - også bestik. Lederne bruger rigtig meget tid og energi på detektivarbejde såsom "Hvis kop er dette?" Tid som kan bruges til andre spejderaktiviteter. Desuden er det rart for spejderen at kunne holde styr på sine egne ting, og det er en vigtig spejderlære at lære spejderen selv at kunne holde styr på sine ting. Det gør at spejderen kan leve op til DDS' motto om at "Vær beredt". Så hjælp dit barn godt i gang ved at mærke alle tingene inden afgang.
Det kan gøres med en tusch, men tænk på at nogle ting skal kunne vaskes op uden at skriften forsvinder. Navnelabels kan anbefales, og kan bruges til andre ting end spejder. Når først man har dem kan man bruge dem til alt muligt. De kan købes mange steder men fx. disse Navnelapper.
Spejdersport
Når du skal købe spejdergrej, kan du få det hele i Spejder Sport. Spejder Sport er 100% ejet af de 37.000 medlemmer af Det Danske Spejderkorps, og alt overskud går derfor til arbejdet med børn og unge.
Som spejder får du altid 10% når du handler i Spejdersport, du skal blot oplyse at du er spejder hos Glamsbjergspejderne. I 2023 får du dog 20% rabat på alt ikke-nedsat grej. Derudover afholdes der Spejdernes Dag flere gange årligt med ekstra gode rabatter.
Spejder Sport har sit eget mærke Asivik, som har nogle ret prisvenlige, men gode produkter.