At være afsted på tur er en vigtig del af at være spejder hos Glamsbjergspejderne, hvad enten det er Nytårsturen med kun 1 overnatning, eller sommerlejren med flere overnatninger. Der kan være forskel på hvor mange ture der er i løbet af 1 år hvad enten du er mini eller tropsspejder. Men det er ikke mange ture, ikke desto mere betyder det meget at I som forældre bakker op omkring ture og lejre så spejderne så vidt muligt deltager. Det er lidt ligesom at gå til håndbold, og så ikke deltage i kampene i weekenderne. Det gør en forskel ift. sammenholdet og spejderne får også en helt anden oplevelse end om mandagen. Vi har eksempler på spejdere der virkelig udviklede sig ved at være på tur, og omfavnede spejderlivet i højere grad efter.
Hvis du gerne vil vide mere om hvornår vores ture ligger på året kan du se nærmere her https://glamsbjergspejderne.dk/aarshjul
Udstyr på tur
Når spejderen skal på sin første tur med overnatning er der brug for lidt mere udstyr. Søg om noget kan købes brugt, og spørg også gerne på vores egen Facebook gruppe om nogle ligger inde med noget de vil sælge. Nedenfor finder du en liste over de ting, der er brug for:
- Sovepose - det med at pakke en sovepose ned kan drille rigtig meget især for minierne. I spejdersport kan man købe en stor pose til soveposen, således at det er nemt for spejderen bare at 'proppe' soveposen ned, hvorefter vi kan presse luften ud af den og få den til at fylde mere. Det vil hjælpe spejderlederne rigtig meget.
- Liggeunderlag – her anbefaler vi "æggebakkerne" som både kan bruges til at sove på, men også at tage med ud til bålet. Undgå selvoppustelige underlag til minierne, da de altid har problemer med at pakke dem sammen m.m.
- Vandrerygsæk - som spejderen selv skal kunne bære og have alle sine ting pakket i, uden at bære poser ved siden af. Det er en god idé med en rygsæk der har et godt polstret hoftebælte, da det gør det meget nemmere for spejderen at bære sin rygsæk, end hvis der kun er skulderstropper.
- Spisegrej - tallerken (eller mug), bestik og kop. Pakket i en bestikpose (gerne bomuld) med snore så den kan hænge. Nogle gange laver vi bestikposer til spejder. Spørg evt. lederen om der er nogle på vej. Ellers kan denne anbefales https://www.spejdersport.dk/tallerkenpose-med-dds-logo. En god bestikpose gør det meget nemmere for alle på tur, både spejdere og ledere.
- Pandelampe eller lommelygte - vi anbefaler ikke huer med indbygget lygte. De kan oftest ikke indstilles i højden og spejderen kommer dermed, uagtet, til at gå og lyse andre i øjnene.
- Gode (vandre)støvler/ sko - som spejderen kan gå ture i. Meget gerne vandtætte. Desuden kan et par gummistøvler/ boots være gode når spejderen fx. skal op på toilettet om natten.
Pakke til tur
Når dit barn skal på spejdertur vil forælderen måske gerne være god ved spejderen og pakke dennes rygsæk. Det er en god gammeldags bjørnetjeneste. Spejderen skal selv være med til at pakke sin rygsæk, og helst selv 'have det i hænderne'. Det gør at spejderen selv ved hvor tingene ligger og hvordan det pakkes sammen igen. Den tid du bruger på at lære dit barn dette kan altså være godt givet ud når barnet er afsted på tur, og til de næste ture. Tænk på:
"Jeg ser det, jeg glemmer det - Jeg hører det, jeg glemmer det - Jeg GØR det, jeg husker det"
Lad spejderen pakke soveposen ud og ind. Husk at den skal bare proppes ind i posen, den har ikke godt af at være rullet sammen. Sørg også for at lufte den efter tur, og når den skal opbevares imellem turene har den bedst af at ligge 'frit' dvs. uden at være pakket i soveposeposen.
Ind imellem øver vi også 'kunsten' at pakke en rygsæk på et spejdermøde, eller snakker om hvad der er praktisk at have med.
Til hver tur sender vi en pakkeliste til den specifikke tur, da der kan være forskel på hvad der skal medbringes. Men til højre er et typisk eksempel på en pakkeliste.
Forældre bedes sammen med barnet tjekke tasken igennem for at se om tasken er komplet ift. pakkelisten. Det gør det meget nemmere for både spejdere og ledere hvis udstyret er i orden hjemmefra.
ALTID NAVN PÅ !!
Det er MEGET vigtigt at der kommer navn på alle spejderens ejendele, og der menes alle ting - også bestik. Lederne bruger rigtig meget tid og energi på detektivarbejde såsom "Hvis kop er dette?" Tid som kan bruges til andre spejderaktiviteter. Desuden er det rart for spejderen at kunne holde styr på sine egne ting, og det er en vigtig spejderlære at lære spejderen selv at kunne holde styr på sine ting. Det gør at spejderen kan leve op til DDS' motto om at "Vær beredt". Så hjælp dit barn godt i gang ved at mærke alle tingene inden afgang.
Det kan gøres med en tusch, men tænk på at nogle ting skal kunne vaskes op uden at skriften forsvinder. Navnelabels kan anbefales, og kan bruges til andre ting end spejder. Når først man har dem kan man bruge dem til alt muligt. De kan købes mange steder men fx. disse Navnelapper.
Overnatning
Turene kan være med eller uden overnatning. Overnatning er dog oftest en del af det, og vi oplever tit at spejderne er meget bekymret og spekulerer meget på overnatningen. Vi anerkender fuldt ud hjemve, og børnenes tanker og følelser omkring dette. Vi har dog efterhånden en rimelig stor erfaring, og succes, med dette, og vil meget gerne arbejde sammen med både Jer og Jeres barn så de kan få en god oplevelse med det. Så vi opfordrer Jer til at I tager fat I os så vi kan få en dialog omkring det. Vi oplever desværre ofte at børnene bliver tavse, og slet ikke deltager på ture pga. overnatning. Og det er synd. Det er en kæmpe mulighed for Jeres barn til at blive tryg omkring det at overnatte ude, og kan være tillidsopbyggende både spejderne imellem, men også mellem spejder og leder. Endeligt er der nogle helt særlige spejderoplevelser man går glip af ved ikke at overnatte.